Fri fragt i HELE Danmark ✓

At elske dig selv

Jeg driver en virksomhed, hvor kernebudskabet handler om at elske sig selv. Men elsker jeg egentlig mig selv? 

 Som noget nyt her i fællesskabet har jeg startet det her forum, hvor der løbende vil komme artikler og posts om forskellige personer, som hver dag knokler med det samme formål som mig: Kropspositivitet og diversitet.

Men nu når jeg knokler så meget for det her hver eneste dag, betyder det så, at jeg også elsker mig selv? Siger jeg til alle jer hver dag “I skal bare elske jer selv”, uden selv at elske mig selv?

Så det store spørgsmål er: Gør jeg det? 

Ja, nu gør jeg. Men det har været en lang og sej kamp at nå hertil. Og som alle andre mennesker i verden, er der altid noget, man ville ønske, der sad lidt anderledes, at man havde lidt mindre dobbelthage, eller lige var 10 cm højere. Men jeg har set sådan her ud, siden jeg kom i puberteten, og det gjorde jeg  rimelig tidligt, så jeg har egentlig altid haft den højde, jeg nu har, de lår, bryster og arme, som jeg nu har, og efter jeg begyndte at omfavne og acceptere det, er jeg sgu blevet ret vild med det.

Men hvordan blev jeg vild med det?

Dét var sgu en lang og sej kamp.

Jeg kom som nævnt rigtig tidligt i puberteten, og da jeg er spanier på min mors side, og sigøjner på min fars side, er der nogle mørke gener og en hårvækst, der er ulig mange andres. Eller det følte jeg i hvert fald dengang, for jeg var den første i min klasse, der fik “overskæg”, jeg havde små sorte hår på hele kroppen, lange sorte hår på arme og ben, og et monobryn der til forveksling lignede Frida Kahlos. 

Drengene drillede mig med, at jeg havde det her sorte dun eller overskæg på overlæben, og pigerne sagde, jeg var en mand. Hvordan håndterer man det i 5. klasse? Det håndterer man ikke særlig godt, når man er en alt for ung, behåret hormonbombe på en folkeskole i Jylland i start 00’erne. Jeg pjækkede rigtig meget fra skole, og jeg har egentlig aldrig været vild med skolen, men det gjorde det ikke lettere at blive drillet. Jeg blev drillet i mange år i skolen, jeg havde venner, men alligevel ikke rigtige venner, jeg har altid fået skældud af alle undervisere, jeg har haft, og uanset hvilket fag, det har gjaldt, har udmeldingen næsten altid været den samme. “Du kommer aldrig til at lære det”. Så vild med skolen var jeg ikke.

 Gennem hele folkeskolen brugte mine forældre utallige aftener på at smøre hele min krop ind i et eller andet super giftigt kemikalie (som sikkert ikke er lovligt i dag), hvor der stod på pakken, at det ville fjerne alle hår på kroppen, og det var jo mit højeste ønske.

Det gjorde sindssygt ondt, og sved som bare fanden i både næse og svælg, men det ætsede hele lortet. Men lige så hurtigt, som det blev ætset, lige så hurtigt groede hårene tilbage.

Så i mange år gik jeg med lange ærmer, lange bukser og prøvede så vidt muligt ikke at få noget opmærksomhed på det. Indtil jeg var færdig på gymnasiet og var ved at være rimelig træt af at skjule, hvordan jeg så ud og høre på alle mulige latterlige kommentarer om bakkenbarter, pikslips, lændepels og hvor fanden der ellers kunne være hår på min krop. Nåh ja - Det var sgu da på hele kroppen :). Så jeg begyndte at lave sjov med det, tage pis på det, og der løftede der sig bare en kæmpe byrde fra mine skuldre, og det har egentlig fungeret for mig siden. Når min kammerat siger, han gerne vil gro et fuldskæg, kommer jeg med en sjov bemærkning om, at han nok skulle have haft min hårvækst i stedet, og så griner vi af det, og det er ikke mig, der skjuler mig bag humor. Det er mig, der oprigtigt har accepteret det, og derfor lige så godt kan lave sjovt med det. Det er ikke sikkert, det virker for alle, men det virker for mig. Så på det her tidspunkt var jeg begyndt at tage de første skridt imod at affinde mig med den krop, jeg nu var blevet tildelt.

Men i sommeren 2018 går jeg ned med stress, og jeg kunne ikke hænge sammen. Jeg sagde op på mit arbejde, men fortsatte på KEA, hvor jeg tog en uddannelse i marketing, selvom jeg allerede havde haft lyst til at droppe ud i et halvt år på daværende tidspunkt.

Det var nemlig meget muligt, at jeg havde fundet ud af at acceptere og elske min krop, men mit sind havde det ikke godt. Jeg startede hos en stresscoach, og den kvinde er det bedste, der er sket for mig. Vi fik talt om ting og traumer, jeg havde fortrængt og glemt, men som boede i mig. Vi fik åbnet op for alt. Hun hjalp mig med at tilgive alt, og jeg slap det fri. Derefter startede jeg i praktik hos en virksomhed, som virkelig var med til at ændre det sidste for mig og mit sind. De troede på mig på en måde, ingen arbejdsgiver eller uddannelse havde troet på mig før. De gav mig positiv og negativ feedback på alt, jeg foretog mig, gav mig meget ansvar og lod mig klare opgaverne, som jeg løste på min egen måde. Jeg endte med at fortsætte med at arbejde der som studentermedhjælper efter min praktik var slut, og da jeg fortalte, at jeg ville droppe ud af KEA og blive selvstændig, bakkede de mig op og sagde, at jeg ikke ville miste mit job, og at de havde min ryg. Og det havde de, så det gjorde jeg. 

 Jeg droppede ud af KEA, 3 måneder inden jeg var færdiguddannet, og dagen efter startede jeg det, der i dag hedder Streg Cph. Nogen vil mene, det er fuldstændig sindssygt at droppe ud 3 måneder inden, man er færdig med en uddannelse, men det var det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at gøre det, som fungerede bedst for mig. Jeg ville skabe et sted og et fællesskab, hvor hænge patter, store røve, flade røve, ingen patter, høje kroppe, lave kroppe, tykke kroppe, tynde kroppe, behårede kroppe, alle kroppe og alle kroppenes ejere havde et sted, de følte sig tilpas i. 

 Hvis Streg Cph havde eksisteret, da jeg var en 10 år gammel behåret hormonbombe, så havde jeg været lykkelig. Jeg havde brug for et sted, hvor andre var som mig; små, gode lår, hår på kroppen og skæve tænder, men også et sted, der viste, at alle havde deres små “perfekte uperfektheder”. Selv dem, jeg så op til, med langt lyst hår, flade maver og en højde, der i hvert fald var over 1.60, og at alt sammen var okay. Så jeg startede det her for mit 10-årige jeg, og fordi jeg håber, at jeg kan vise andre, at du aldrig er alene om at være ked af nogle ting ved din krop, men at du ser ud, som du gør, og det kan du ikke gøre meget andet ved end at omfavne og få det bedste ud af. 

Så nu takker jeg mig selv for, at jeg tog ovenstående kamp og står, hvor jeg gør i dag. Men jeg er ikke perfekt, jeg har ikke nået “level 100” i at acceptere kroppen og sindet, for hvem sætter egentlig den definition på, hvornår man har fuldført den sidste bane i jeg-elsker-alt-ved-mig-selv-og-mit-sind-spillet? Ingen. Jeg arbejder hver dag med mit mindset, og hvordan jeg opfatter mig selv, og hvordan jeg er den bedst mulige version af mig selv. Jeg tror på, at vi som mennesker altid kan udvikle os og blive en bedre version af os selv, men jeg tror ikke på, at vi kan gøre det alene. Det er derfor, jeg startede det her, og det er derfor, at jeg har et ønske om, at vi skal være hinandens og især vores egen hypewoman. Vi skal fremhæve alting ved os selv, og hjælpe hinanden med at hvile i det, rose hinanden og acceptere hinanden. Men vigtigst af alt. Os selv.